6 timer på Padborg Park
Skrevet af Stefan Mehl-Ludvigsen
Danish Endurance Championship har det med hele tiden at udvikle sig. I år var det nye påfund et 6 timers løb på Padborg Park.
Med en 50% forøgelse af løbs distancen bliver det det længste løb på dansk grund siden 1958. En så lang løbs distance sætter naturligvis store krav til både materiellet og kørende. Som løbet skred frem skulle det også vise sig at ikke alle biler er skabt til at køre race i 6 timer. Og var det ikke biler der havde problemer, så var det kørerne der blev trætte og lavede fejl.
I løbet af de 6 timer blev det til en del Safety Car omgange og godt og vel halvdelen af feltet nåede ikke at fuldføre. For AD-Racing var det både godt og skidt. Det var desværre ikke 211'erns dag. Lars Bo Hansen, Niels Nyboe og Kim Hansen gjorde hvad de kunne, men det hele ville ikke lige som de gerne ville. Et lille sammenstød bukkede noget i forhjuls ophænget. Det blev lavet, men det kostede naturligvis tid. Bilen kom på banen igen, men efter 4 timer og 176 omgange skrider bilen i chikanen og Niels Nyboe er hjælpeløs da bilen rammer barrieren hårdt. Umiddelbart er der ikke meget at se på bilen, men ved nærmere eftersyn er bilen ikke til at gøre køreklar igen.
For 212’eren startede det ok. Tidtagningen placerede bilen med Mads Pedersen, Niels Thorborg og Karsten Kjærulff på 19. pladsen og herfra arbejdende man sig stille og roligt op. Halvvejs inde i løbet fik man dog problemer, idet det venstre forhjul punkterede. Karsten Kjærulff, der sad i bilen på det tidspunkt, får den dog styret i pit. Her står et super hold af mekanikere klar og får uden det store tids tab sat nye forhjul på.

Herefter kører 212’en bare stabilt derudaf – den sidste 1½ time med Mads Pedersen bag rattet. Efter 6 timer og 282 omgange kører han bilen i mål på en samlet 9. plads og en 2. plads i Clio Cup divisionen. Desværre fik Niels Thorborg ikke mulighed for at prøve at stå på skamlen, da han blev nødt til at tage af sted umiddelbart løbet.
Se billeder fra weekenden i vores Galleri.






