Sådan !!!

Vigtigt, åben i et nyt vindue. PDFUdskrivEmail

Så kom Danish Endurance Championship til Ring Djursland. Den smukke og yderst kuperede bane ved Pederstrup nord for Århus er noget af en udfordring for kørerne.

TUR_3326
Ring Djursland - smuk og kuperet.

Det kræver ikke bare kendskab til banen, men også lidt mod, før kørerne er i stand til at udnytte banen fuldt ud. Det ses også tydeligt i tidtagningen til denne sæsons eneste løb på banen. Der er intet mindre end 10,5 sekunders forskel mellem bedste tid og dårligste tid - i samme klasse vel at mærke.

 

Det er under disse betingelser at Perfection Racings kørere sammen med 29 andre teams gør sig klar til at sætte deres bedste tid - og forhåbentlig den tid der giver Pole ! I Perfection Racings blå Clio Cup Racer nummer 211 sætter Christian Jakobsen den bedste tid Perfection Racing har haft i år - 0:56,644 - hvilket giver en start placering som nummer 3. I Clio'en med nummer 212 kører Martin Frederiksen den rundt på den smukke bane i tiden 0:57,484 - hvilket rækker til en 6. plads blandt de 31 startende biler.

TUR_3257
Der bliver kørt til.

Efter en rigtig god tidtagning, venter nu den store udfordring - 3½ time rundt på smukke Ring Djursland. Knud Bæklev starter med at køre i 211, det er samtidig hans debut på banen og det viser sig også i at Knud ikke helt kan holde samme tempo som Martin Frederiksen som har første stint i 212. Martin Frederiksen buldre derud af og banker 212 op på en samlet 3 plads. Undervejs er der flere kørere der må se sig overhalet med både 1, 2 og 3 omgange af den hurtige kører i 212 - Blandt andet også Knud Bæklev, der oveni må opleve at Martin Frederiksen har lært nogle tricks fra hans kørsel i Clio Cuppen. Knud Bæklev ser ikke at Martin Frederiksen nærmer sig og da han ikke er helt hurtig nok til at flytte sig, får et "venskabeligt" puf. Martin Frederiksen drøner forbi og Knud Bæklev tager sig lige en snurretur - sådan lige for at se banen 360 grader rundt. Han får dog hurtigt rettet bilen op og så går det derud af igen.

TUR_3460
Påfyldning og køreskift.

211 kommer ind til påfyldning og køreskift. Knud Bæklev hopper ud af bilen og Christian Jakobsen tager hans plads. Bilen er fyldt, Christian Jakobsen er på plads i sædet, motoren er startet, alting er klar i det øjeblik at tidtageren vender skiltet og giver "go". Ikke et sekund er spildt og Christian Jakobsen er på vej. Umiddelbart efter pitter 212 for påfyldning og kørerskift. Den dybdeborende tandlæge fra det sydfynske Ole Klitgård hopper ind i bilen og er klar da den grønne slikkepind bliver vendt - igen et perfekt stop. Ole Klitgård kommer med frisk gummi i benene, da han i starten af august deltog i 4. afdeling af Clio Cuppen på Padborg Park. Men han har vidst lidt glemt hvordan man kører på Ring Djursland. På hans første omgange er der over 5 sekunders forskel på de bedste af hans tider og de dårligste. Men efter lige at have vænnet sig til banen, finder Ole Klitgård speederen på den hurtige Clio og så holder han rigtig gode omgangstider på den helt rigtige side af 1 minut. Faktisk får han banket bilen helt op på en samlet 2. plads. I mens drøner Christian Jakobsen bare derud af og æder sig op igennem feltet. Han nyder at være på Ring Djursland og han har faktisk så meget overskud at han har tid til at vinke til fotografen da han drøner forbi.

TUR_3538
Så går det op ad bakke.

Det er ved at være tid til det sidste kørerskift. 212 kommer først ind og Mads Pedersen er klar til at hoppe i bilen. Ole Klitgård har kørt den op på en samlet 2. plads, men der er ikke mindre en 6 biler der ligger på samme omgangshøjde, så det bliver en svær opgave Mads Pedersen skal ud på. Der er ingen tvivl om at hvert sekund kommer til at tælle. Team Chef Kent Bo Steffensen er nede på knæ og kikker på dækkene - kan de holde løbet ud ??? Hvis de skal skiftes mistes flere minutter, men kan de ikke holde mistes løbet. Mads Pedersen mener nu det vil være en god ting med et par nye sutter, men efter et grundigt gennemsyn, vejer Kent Bo Steffensens erfaring dog tungere - dækkene skal nok holde og så er det bare af sted med Mads Pedersen. endnu engang et perfekt pitstop, ikke 1 sekund blev spildt fra den grønne slikkepind blev vist til bilen var af sted. Imens kommer Christian Jakobsen ind til påfyldning og kørerskift. Han har banket bilen godt derop af og vist at han afgjort kan finde ud af at køre hurtigt. I den forbindelse bringer vi lige en lille reklame - Har du brug for en hurtig kurér til dine pakker så ring til CJ Trans - Christian må jo have lært at køre så hurtigt et eller andet sted. Tilbage til pitten er det mobil pusheren fra Svendborg Lars Bo Hansen der tager over. Pitstoppet bliver endnu engang udført til perfektion - Det er altså ikke uden grund det hedder Perfection Racing.

Ude på banen er Mads Pedersen og Lars Bo Hansen ude på en svær opgave. Det er sidst i løbet og ofte her at man ser fejl og nedbrud, men det er normalt også her at de bedste kørere bliver sat i bilerne. Mads Pedersen må kæmpe hårdt for at holde bilen i toppen af klassementet og Lars Bo Hansen har stadigvæk et stykke vej op til toppen. Nu er det som sagt sidst i løbet og det er nu materialet ikke altid vil som kørerne vil. Med 6 minutter igen stopper bilen på 1. pladsen og må køre i pit, det giver fornyet spænding, da man hos Perfection Racing nu kan øjne den bedste placering for teamet i DEC nogensinde. Det bliver nogle nervepirrende minutter - både mekanikere og de kørere der har kørt, vandre hvileløst frem og tilbage mellem pit væggen og resultat tavlen. 212 ligger på 3. pladsen i gruppe 2, men der er en konkurrent på omgangshøjde og han nærmer sig. Mads Pedersen giver alt hvad bilen og dækkene kan holde og kører forbi det ternede flag som nummer 3 i gruppe 2. 34 sekunder efter kommer konkurrenten over stregen - Kent Bo Steffensen har bevist at det var et yderst godt valg at beholde dækkene på og ikke bruge nogle minutter på at skifte. Imens drøner Lars Bo Hansen over målstregen som nummer 7 i gruppe 2 - super flot kørt op. Nu er det jo sådan at der i gruppe 2 er en under division - Clio Divisionen - for de Clio'er der overholder Clio Cup reglerne. Her blev 3. og 7. plads omsat til en 2. og 3. plads - så som perfekt afslutning på en god dag fik vi begge hold op på skamlen.

TUR_3276
Der lægges an til en overhaling.

Ring Djursland præsterede at give et rigtig godt løb med massere af spænding og de bedste placeringer Perfection Racing Arrive and Drive har opnået til dato. Som sagt så mange gange før drejer et langdistance løb sig ikke kun om at køre hurtigt, men lige så meget om at få materiellet til at holde. Perfection Racings mekanikere havde en rolig dag under selve løbet og det var helt klart med til at underbygge den gode placering. Grunden til at de havde en rolig dag var dels fordi kørerne kørte rigtig godt og lod være med at køre ind i noget (hvis man lige ser bort fra Martin Frederiksen's puffen til Knud Bæklev) men i høj grad også fordi mekanikerne ikke tager til takke med mindre end det perfekte. Kent Bo Steffensen og Stefan Bendix var på pletten og sørgede for at alle benzin påfyldninger forløb perfekt. Tommy Nielsen og Claus Larsen sørgede for at holde kontakten til kørerne og sikre at de ydede det maksimale. Endelig sørgede Henrik Nørgaard for det store overblik og sikrede at planen nu også forløb som planlagt. Og så skal man naturligvis ikke glemme alt det arbejde der ligger forud for et løb - det er her grunden til succes bliver lagt.DEC3-FS

 

Sponsorer

Banner

Banerne

RingDjurslandBlue